Om validering og hvorfor det er vigtigt

Validering

Er det man gør, når man tjekker sin side mod standarderne, og resultatet er det værktøj man bruger til at finde og rette fejl. Og det gælder såvel ved oprettelse af sitet, som ved senere vedligeholdelse - det være sig ændringer eller tilføjelser. Og det gælder både HTML og CSS.

Standarder

W3C er en instans, der udstikker retningslinier for web-sites. Det gør de ved at skrive nogle standarder som opmærkning af tekster skal overholde. (HTML som websites skrives i, betyder Hyper Text Markup Language - der er derfor tale om markering af tekst, snarere end egentlig programmering.)

Der findes i dag mange forskellige browsere. Og den eneste måde man kan være sikker på, at et site bliver vist (nogenlunde) ens i dem alle, er at overholde de standarder W3C foreskriver.

Der er forskellige steder diskussioner om hvorvidt det nu er nødvendigt. Specielt mellem gør det selv folk. Og det er da rigtigt, at hvis Hr. Jensen er tilfreds med at hans side vises rigtigt hjemme i hans egen dagligstue, og han er ligeglad med, at naboerne ikke kan se den, er der ingen grund til at gå så højt op i standarderne.

For så er Hr. Jensens side nok en dem, der ikke er så interessante for andre end Hr. Jensen selv - og måske hans kone.

SEO

Overholdelse af standarderne har også betydning for søgemaskinerne. De læser sitet efter standarderne. Og hvis det ikke validerer, risikerer man at indholdet ikke indekseres, og sitet kan ikke findes i søgemaskinerne. Konsekvensen kan være, at der ikke kommer andre besøgende, end dem du selv fortæller om sitet og giver et link til det.

Holdbarhed

Hvis sitet overholder standarderne - validerer - vil det også vises rigtigt et godt stykke ud i fremtiden.

Nogle browsere er tilgivende, forstået på den måde, at de forsøger at finde ud af, hvad det egentlig er, "programmøren" har ment, hvis der er fejl i koden. Og det er både godt og skidt.

Det er selvfølgelig godt, at sitet vises, selvom der er fejl i koden.

Men desværre er det mest skidt, for browserne gætter ikke nødvendigvis ens, og sitet vises forskelligt i forskellige browsere - og samtidig giver det "programmøren" en falsk sikkerhed; det er lige meget med at overholde standarderne, for siden vises jo rigtigt alligevel!
Og det gælder nok mest for gør det selv folket, der har en tendens til at mene, at hvis det vises rigtigt i een browser så gør det nok også i de andre. Det er rigtigt, hvis der ingen fejl er - men hvis der er fejl, holder antagelsen ikke! - og hvis man påpeger den slags for en sådan "programmør", opdager man, at vedkommende så pludselig mener, at det er alle de browsere, vedkommende ikke selv bruger, der er dårlige, selvom fejlen ligger i koden.

Det der er risikoen, er at browserne opdateres jævnligt, og pludselig en dag holder de op med at være tilgivende overfor fejlene eller gætter anderledes på, hvad "programmøren" egentlig mener med den fejlbehæftede kodning, og så vises sitet ikke længere rigtigt!

Handikapvenlighed

Er også en af de ting W3C skriver standarder for, og man kan også validere for det. Hvor meget man skal gå op i den side af sagen, afhænger i høj grad af sitets indhold/emne.

Har sitet f.eks. til formål at informere om film, er det nok lidt ligegyldigt, at blinde ikke kan få information om billederne der vises fra dem - de vil formentlig ikke kunne se filmen heller, og sitet er ikke interessant for blinde/synshandikappede.

Men handler det om andre ting, kan det være meget vigtigt at sørge for at de informationer der kan være til syns- eller hørehæmmede overholdes, så disse grupper af mennesker, kan have fornøjelse af sitet og gøre brug af det.

Validering - opsummering

Der er mange gode grunde til at sørge for at ens site validerer:

  • Ensartet visning i forskellige browsere - i forskellige OS'er - på forskellige apparater
  • Søgemaskinerne kan indeksere, så det er nemmer at finde sitet
  • Browserne vil ikke pludseligt ændre fortolkningen/visningen
  • Det giver sitets besøgende den bedst mulige service - og i sidste ende er det de besøgende det handler om!